I januar stødte jeg på en tegneserie fra The New Yorker, hvor en forvirret udseende mand står foran to døre og klør sig i håret, og prøver at vælge hvilken dør han skal gå ind ad.
På den ene dør står der “Heaven”.
På den anden står der “Books about heaven”.
Hold da op, hvor den ramte mig. Jeg grinede og græd over mig selv på samme tid.
Kender du det med at man er så travlt optaget af hvad der er det rigtige at gøre. Optaget af hvad ens personlige helte gør godt. Måske man endda godt kan lide at give andre mennesker gode råd om hvordan de bør leve deres liv.
Og en gang – lige om lidt – så vil jeg også til at gøre alt det, jeg godt véd er sandt for mig. For real. Jeg skal bare liiiiige…
Men i virkeligheden var jeg alt for bange for at gøre hvad jeg var nødt til, bange for konsekvenserne. Og bange for hvordan det ville føles, hvis jeg slap alle undskyldningerne og bortforklaringern. Fuck, så var jeg jo nødt til at stå til ansvar, til at blive voksen. Nej tak, jeg vil godt lige have lov at fedte lidt rundt i mit eget snot lidt endnu. Der er så dejlig trygt her. Det er det, jeg kender, her jeg har været hele mit liv. Bare 5 minutter til. Eller 5 måneder. Eller 5 år?
Det kræver virkelig mod at vælge døren til himlen.
Det er så meget tryggere at vælge bøgerne om himlen, at drømme os væk til et fremtid, hvor vi kan være os selv, være lykkelige, få alle de ting, vi drømmer om – men uden de irriterende (og smertefulde) konsekvenser i den virkelige verden. Uden at betale prisen.
Det er så vigtigt at anerkende hvor svært det her er, og hvor dybt det sidder i os.
Vi tænker umiddelbart at når vi kan se hvad vi skal, når vi kan se målet og vejen, så spurter vi automatisk afsted.
Og når vi så i stedet for går i stå, så slår vi gerne os selv eller hinanden i hovedet over det – “nu må du også tage dig sammen”, “hvorfor kan du heller aldrig få noget gjort”, alt imens vi bruger mere og mere tid på bøger og planer og strategier og overvejelser, for ikke at nævne Facebook og email.
Ved at anerkende hvor stor og universel den her udfordring det her er – det er ikke bare vores egen historie, det er også hele samfundet og kulturen, der har det her iboende (bare se på retorikken under valget) – så kan vi nemmere tilgive os selv for vores ikke-handlen, og få taget hånd om det virkelige problem: Frygten for at gå igennem døren til himlen.
