I går havde Cecillia nogle timer hos en dygtig sanglærer. Hun skulle synge en sang, og gik i gang.
Så stoppede læreren hende:
“Hvad betyder den her sang for dig? Hvad føler du, når du hører den? Hvad vil du gerne sige med den?”
“Hvad ville der ske, hvis du tillod dig selv at mærke det, og synge fra dét sted?”
Jeg er sikker på at du kan forestille dig hvilken forskel, det gør.
Det er forskellen mellem “going through the motions” – at vi gør alle de ting, vi har lært – varmer stemmen op, bruger sangteknikkerne rigtigt, rammer tonerne rent, laver de rigtige fraseringer og vibratoer, osv. Og så til at vi åbner kanalen og synger direkte fra hjertet. Så kan det godt være, at der er nogle tekniske smuttere her og der. Men til gengæld kan vi mærke det. Der er liv, der er sjæl, der er kærlighed. Der er nogen hjemme.
Det gør hele forskellen.
Men det kræver mod. Det kræver at vi tør åbne op til det sted, hvor vi er sande men sårbare, og lade verden se og mærke dét sted.
Og selvfølgelig er det det samme, der gælder, når vi laver virksomhed.
Vi kan fedte rundt i strategier og taktikker og hjemmesider og nyhedsbreve og 7 tips til det ene og hvordan man skriver den helt rigtige emnelinje så flest mulige åbner ens email, og hvordan man crafter den hook, der gør at folk bare køber og køber og køber.
Eller vi kan bruge vores kræfter på at finde vores ledestjerne, vores lys, vores kilde, og tillade dén at lade sit lys skinne igennem os.
Det gør ikke at alle taktikkerne og strategierne bliver ligegyldige. Tværtimod er det dét, der gør, at de bliver meningsfulde. Men hvis ikke du har modet til at lade din ledestjerne skinne igennem dig, så er alle taktikker og metoder og værktøjer så inderligt ligegyldige og værdiløse, fordi du mangler noget at hænge dem op på. Og når du så har noget at hænge dem op på, så spiller de en langt mindre rolle end du går og tror.
Men ih hvor er det altså meget lettere at fedte rundt i endnu et kursus i hvordan du markedsfører på Facebook, for hvis nu det er dér svaret ligger, så slipper jeg for at gøre det her mere diffuse arbejde med at søge svarene i mig selv. Det kunne jo være jeg så noget, jeg ikke havde lyst til at se. Eller at jeg slet ikke så noget som helst!? Hvilken rædsel.
Næh, du, giv mig 7 trin, som jeg kan sætte mig ned og udføre, så jeg ikke behøver at hverken at reflektere eller mærke selv. Pyha, nu er jeg på sikker grund, i hvert fald et par måneder endnu. Jeg håber bare at min mand vil være med til at finansiere gildet lidt endnu.
Kære venner. Det er tid nu til at komme til sagen.
En del af dig véd udemærket godt hvad det er, du undgår.
Det er slut med at undgå.
Det er tid til at træffe valget: Vil du have “Heaven” eller “Books about heaven”?
