Han startede med at skrive om kryptologi og computer-sikkerhed på et meget teknisk niveau, inden det gik op for ham at sikkerhed på matematik-niveau er komplet ligegyldig uden at tænke sikkerhed på det sociale niveau også: Du kan have verdens bedste algoritmer, men det er fuldstændig ligegyldigt hvis enhver kan ringe op på telefonen, udgive sig for at være fra teknisk support, og få folk til at udlevere deres brugernavn og password.

Og siden har han bevæget sig endnu længere op til at skrive om sikkerhed på nationalt og internationalt niveau.

Hver gang der er et nyt terror-plot, som f.eks. her i juledagene, så ændrer man reglerne for at beskytte mod det seneste plot. Men det hjælper kun hvis man i ramme alvor tror på at terroristerne planlægger at bruge samme taktik næste gang. Og det gør de selvfølgelig ikke. Plus at tiltagene er hullede som en si.

Alt i alt er det en meget dyr affære, der har meget lille reel effekt, andet end at gå terroristernes ærinde, ved at få os til at indskrænke vores adfærd og tilnærme vores samfund politistater.

Det, der virker mod terrorisme, er usynligt: Det er godt gammeldags politi-arbejde: Efterforskning og infiltration.

Og det er problemet: Politikerne giver befolkningen vil have synlige tiltag, så de kan føle sig sikre, uden reelt at være det.

Læs Bruce Schneiers artikel om den seneste ballade efter juledagsforsøget. Det er et “must-read”. Nu. (Via DF.)

Hvad synes du? Kan man godt tillade sig det? Hvad gør du selv? Hvorfor? Skriv dit svar i kommentarerne herunder.

Og jeg er åbenbart ikke alene.

Ifølge Markedsføring er det blot otte procent af alle internet-brugere der står for hovedparten af bannerkliks. Og 85 procent af brugerne klikker aldrig på bannere.

Det kan lyde som om at den eneste årsag til at folk stadig bruger penge på banner-annoncer er, at annoncørerne ikke har opdaget, at de ikke virker.

Ellers skulle de 8 procent, der klikker, være meget købestærke og købevillige.

Og nu vi er ved banner-annoncer, så faldt jeg over en ret utraditionel annonce forleden – ikke at den fik mig til at klikke, men den fik mig til at stoppe op og læse den og endda vise den til min ven:

Det er i øvrigt et ret fantastisk site, den reklamerer for – Plentyoffish.com er et dating-site, der ikke kræver betaling for at være medlem eller have en profil eller noget andet – de tjener udelukkende penge på annoncer, vistnok mest Google Adsense. Stifteren, Markus Frind, tjener efter sigende 10 mio dollars om året og arbejder 1 time om dagen. Godt nok, så …

Men hvad jeg har let ved at gennemskue er, at alle virksomheder efterhånden har opdaget, at “grønt” og “CO2-neutralt” og “klimavenligt” og “økologisk” er ord, der sætter folks normale pris-følsomhed ud af spil, og tillader virksomhederne at tage 30-50% mere for deres varer.

57% af forbrugere får deres viden om produkter med klimafordele gennem reklamer. 43% af dem siger at de mener at den viden er troværdig, siger Markedsføring her til morgen.

Det er en fantastisk markedsføringshistorie. Det er et koncept, der taler til folks følelser på den helt store måde. Og folk køber det i store mængder.

Det er noget, alle os i business kan tænke over: Kan vi bruge det selv i vores egen markedsføring? Kan vi gennemskue hvad der i virkeligheden sker her?

De fleste har en forestilling om, at økologiske fødevarer:

• Smager bedre
• Er bedre for planeten
• Er sundere
• Hjælper de små landmænd
• Koster mere

Hvad hvis jeg fortalte dig at alle de forestillinger – undtagen den sidste – er forkerte?

I afsnittet om Økologi (7. sæson afsnit 6) afslører Penn & Teller at økologiske grøntsager hverken er sundere, smager bedre, eller er bedre for planeten.

Der er simpelt hen ingen beviser for at det er sundere – noget, Politiken bekræftede på forsiden af fjerde sektion (“Viden”) i søndags den 30. august.

Og i blindtest i Penn & Teller-afsniittet synes folk i de fleste tilfælde at de ikke-økologiske produkter smager bedst.

Min yndlingssekvens er der hvor de lader folk smage to halvdele af den samme banan. Folk er så forhippede på at der skal være en forskel, at de overbeviser sig selv om at den ene er klart bedre end den anden, selvom det vitterligt er to halvdele af den samme banan!

Så vidt jeg kan regne ud er det den psykologiske mekanisme, der hedder confirmation bias.

Desuden, hvis vi omlagde al produktion til økologi, ville der være to milliarder mennesker på kloden, der ikke havde mad nok. Melder du dig frivilligt til at være én af de 2 milliarder?

Det er interessant hvilken masseforførelse, økologien har præsteret. Jeg har næsten haft en følelse af at hvis jeg spiste ikke-økologisk, så svinede jeg min krop til. Som om konventionelle fødevarer var beskidte eller forgiftede.

Jeg skruer i hvert fald ned for økologien i mit hjem fremover.

“Mere end 350 år efter at dette hovedværk i europæisk politisk filosofi udkom på engelsk, kan vi nu læse det fra ende til anden på dansk i et udansk luksuriøst bogbind.”

Udansk?

Det er vist meget dansk at bruge udansk som et positivt tillægsord.

Jeg tror ikke unamerican opfattes som noget positivt i Amerika.

Jeg finder det fascinerende. Det må være udtryk for lavt selvværd. God bedring.

Tror du på at man kun bliver rig, hvis man snyder eller hvis man er heldig og være født på det rette tid, sted, af de rette forældre, med de rette gener?

Eller tror du på, at alle normaltbegavede, normaltfungerende, har muligheden for at skabe deres egen succes? Måske ikke på Mærsk-niveau, men på et niveau, der er rigeligt til at leve det gode liv?

Jeg tror så afgjort på det sidste. Hvorfor? Fordi jeg har oplevet det og set det. Du kan lære det, hvis du er virkelig motiveret og hvis du er villig til at gøre det, der skal til – læse, lære, udføre, handle, og lære igen.

Jeg har selv fået en gave. Jeg er god til at lave software og har en naturlig vidensbegærlighed. (Og ethvert talent er samtidig en forbandelse. De to talenter har samtidig gjort at jeg i alt for lang tid holdt fast i at lave software og studere.)

Men ud over de to talenter, så har jeg været en total fuck-up til det meste andet. Jeg har haft så forbandet mange langt ude, unyttige overbevisninger, generthed, selvhad, selvsabotage, frygt, og andre interne forhindringer. Men det noget, der kan gøres noget ved. Er det altid lige sjovt? Nej. Kommer det af sig selv? Nej. Men kan det lade sig gøre? Ja. Og kan det betale sig? Ja.

Det livssyn der ligger bag millionærskatten er at nogle er rige og nogle er ikke-rige, og det er helt tilfældigt hvem der er hvad, og der er ingenting at gøre ved det (andet end at tage fra de rige og give til de fattige).

Det er et livssyn, der tager kontrollen over og ansvaret for eget liv fra folk. Et livssyn, der tror på at almindelige mennesker er ofre for omstændighederne.

Selvfølgelig er der førtidspensionisten, der er blevet hjerneskadet af at arbejde med opløsningsmidler og andre som ham, der reelt ikke har muligheden. Fint, lad os endelig forsørge dem og gøre hvad vi kan for at de får et tåleligt liv.

Men for de 80% af befolkningen, der sagtens kunne, hvis bare de troede på det og havde en idé om hvordan, er det et virkelig dårligt livssyn at udbrede.

Det er ikke et livssyn, der bringer det bedste frem i folk.