Lars Pind

Det har altid undret mig når folk helt seriøst tror på at det vi kan se, måle og veje er det eneste, der findes.

At “gud” eller det guddommelige eller noget højere ikke findes.

Folk, der fuldt og fast tror på at arbejde og hindbærsyltetøj og ferier til Thailand og mad på bordet og skfitebleer og realkreditlån og fiskegryder og carporte er det, der findes – det, der er sandt.

Og alt det, vi kan fornemme, men ikke se — kærligheden, energien inden i og uden om og imellem os, månens påvirkning, vores sjæl, vores kald — at alt det ikke findes. Eller er mindre vigtigt.

Stuart Wilde, forfatter til bogen med den skønne titel “The Trick to Money is Having Some”, kalder den slags mennesker for “tik-tok”. De står op om morgenen, går på arbejde, kommer hjem, spiser, drikker et glas rødvin, putter børn, ser TV, sover, står op næste dag, og gentager rutinen. Tik-tok, tik-tok, tik-tok. Indtil de dør.

Vi kan også kalde dem 3D-mennesker. De lever i tre dimensioner og tror at de tre dimensioner udgør alt hvad der findes.

Som den skønne Cheri Huber, forfatter til bogen “There Is Nothing Wrong With You”, skriver:

“I had received all the right messages about how I should go to school, get good grades, go to a good college, get a good job, meet the right guy, get married, have kids, bring them up, and save money for retirement. But I couldn’t believe people really thought that was all there was to life. I had noticed–and therefore could not imagine that others had not noticed–that we human beings have some pretty big problems in front of us–problems that make retirement look like nothing. Here we are rocketing around in space on this clod of dirt. We don’t know how we got here, what we’re doing here, where we’re going, or what’s going to happen to us. Hasn’t anyone noticed that?“

Men overalt omkring os går folk rundt og lader som om de ikle har opdaget det.

I vuggestuen og børnehaven lader pædagogerne som om skiftetøj og bordskik er det væsentlige i livet. I skolen lader lærerne som om at det, der står i bøgerne og det, der bliver sagt i timerne er de væsentlige sandheder. I hjemmene lader de voksne som om at maden og opvasken og vasketøjet og arbejdet og hvad vi har lavet i dag og hvad vi skal i morgen er det, der betyder noget. I radio og TV og aviser taler og skriver de om aktiemarkeder og arbejdsløshedsstatistikken og økonomisk vækst og kvoter på hjemmeplejen og mad i børnehaver som om at dét var det væsentlige.

Det er ikke fordi alle de ting ikke har betydning. Jeg elsker at lære. Jeg elsker at lave mad. Jeg elsker at følge med i amerikansk politik og blive klogere på korruptionen og det skuespil der foregår dér. Jeg elsker at have orden i alt de praktiske, så det ikke ligger og støjer. Jeg elsker at der er ordentlige forhold for alle mennesker i vores samfund.

Men er det det, vi er her for?

Er det sandheden om livet?

Er det det væsentligste vi kan finde på at beskæftige os med?

Det tror jeg ikke.

For dem af os med en højere bevidsthed end tik-tok virker alt det, der forgår omkring os, ofte som absurd teater. Som at omarrangere stolene på en synkende Titanic. Som en udgave af “The Truman Show” med dig som hovedpersonen, hvor alle går rundt og lader som om at verden kun er i 3D. Tik-tok-tik-tok. Det kan jo ikke passe at de ikke kan se at …

Men jo, det kan det. De fleste mennesker er virkelig så blinde. Hvorfor? Fordi samfundet har lært os at lukke af. Vi ser kun hvad vi tror på findes. Før mikroskopet blev opfundet blev man anset for gal i hovedet (og farlig) hvis man troede på at bakterier fandtes og kunne forårsage sygdomme.

Og hvor kan det dog være svært at stole på sine egne sanser, når alle omkring en lader som om det, man sanser, ikke findes.

Og det kan være svært overhovedet at tale med “normale” mennesker, når forskellen i bevidsthed og sansning er så stor. Hold da op hvor har jeg set det tit mellem ægtefæller. Jeg har stødt på så mange ægtepar hvor kvinden føler sig knækket og overset, ikke fordi “mænd er fra Mars og kvinder fra Venus”, men fordi der er så stor forskel i bevidsthedsniveau, og manden ikke engang har bevidsthed nok til at respektere at der måske er noget, hans kone har adgang til, som han ikke selv har, og at det er hendes gave til ham, hvis bare han ville åbne op og tage imod. Hvad er det værste der kan ske? (Og svaret er: Tab af identitet, formindskelse af ego. Det gør ondt, men det er i virkeligheden en god ting.)

Problemet er at manden har samfundet og kulturen på sin side, så han føler det nærmest som sin pligt at sætte sin “lettere forstyrrede” kvinde på plads, at rette hende ind.

Men det kan også sagtens forekomme at rollerne er byttet om. Særligt i Danmark har vi det med at kvinderne spiller manderollen, og manden spiller kvinde-rollen.

Det jeg egentlig ville frem til er, hvor umenneskelligt hårdt det er at leve i en verden der er så bevidstløs, når man selv har en højere bevidsthed. (Jeg tænker tit at det må være endnu hårdere at holde livet ud hvis manvitterlig tror på en 3D verden, men det er en anden snak.) Det er muligt for folk med højere bevidsthed at bevæge sig ned af bevidstheds-stigen midlertidigt, men det er anstrengende. Det er ikke muligt at gå den anden vej.

Hvis du er én af dem, der har formået at fastholde en højere bevidsthed, så vil jeg godt have lov at anerkende dig for at have klaret dig så langt som du har, uden at dø inden i, uden at lukke af og miste den, og uden at tage dit eget liv. Det er fucking godt gået. Hurra!

Og vid at din tid er kommet nu. Tingene bevæger sig hastigt og ubønhørligt i retning af en højere bevidsthed, og det er de andre, dem der har holdt sig selv og andre tilbage, der kommer til at få det svært.

Så hold ud. Vi har brug for dig nu.

Men vid også at vi er færdige med at prøve at “omvende” nogen. Det har du sikkert brugt en hel del kræfter på tidligere – hvad enten det er professionelt som behandler, terapeut eller underviser, eller privat i forhold til ægtefælle, forældre, venner, kolleger, eller andre.

Tiden er inde til at give slip på mørket i dig selv, og på ansvaret for mørket i andre. Nu må ansvaret placeres der hvor det hører til: Hos dem selv. Hvis de vil med er de mere end velkomne, men det er op til dem at gå vejen. Kan man hjælpe og støtte og guide? Absolut. Men viljen og bevægelsen og lysten til friheden og sandheden må komme indefra, fra dem selv. Det er ikke dit ansvar. Det har det egentlig aldrig været, selvom det har føltes sådan. Men nu må det være slut.

Når du kommer i konflikt med folk med en lavere bevidsthed kan det være fristende at forsøge at åbne deres øjne. At få dem til at se hvad du ser. At få dem til at se at du har ret og de tager fejl. Men det er ego, slet og ret. Det nytter ikke noget. Det er ikke dit ansvar, ikke din opgave.

Du kan tilbyde dem din sandhed. Og hvis de vil se, så ser de. Og hvis ikke, så smil og gå videre, og vid i dit hjerte at du er smuk og ren og sand, vid at alt er som det skal være, og at der nok er en mening med at jeres veje skal skilles her.

Er det svært bare at smile og gå videre? Ja, pokkers svært. Gør det ondt, fordi det trykker på al den gamle smerte og minder dig om alle de gange du er blevet overhørt, misforstået og gjort uret. Ja, for helvede. Alt inden i dig skriger, og de tror selv at de har ret, det er vildt uretfærdigt. Og alligevel er det bedste du kan gøre at smile og gå videre. Og minde dig selv om, at du er nødt til at slippe det gamle for at noget nyt kan komme til.

En af de største glæder for mig de seneste uger har været at høre fra så mange af jer. Det gør det hele så meget sjovere, meningsfuldere og bevægende at vide at min “krængen min sjæl ud på tastaturet” gør en forskel for jer derude bag skærmen. Det gør ikke så meget om det bare er et lille pip eller en lang personlig historie, om det er en email eller en offentlig kommentar her på bloggen. Bare det at du tager dig tid til at skrive og dele rører mig dybt. Og jeg er blevet meget rørt mange gange over den seneste tid Tak for det!!

Kan du genkende følelsen af at gå igennem verden med en anden bevidsthed og fuld af undren? Har du oplevet at prøve at overbevise folk? Hvordan føltes det? Oplever du også at være HELT færdig med at prøve at flytte på folk, der ikke fatter bjælde?

Ellet har du noget helt andet på hjerte, som du gerne vil dele med mig?

Så skriv endelig en kommentar!

Jeg glæder mig til at høre fra dig.

Continue Reading

I sidste uge trådte Steve Jobs af som CEO for Apple.

Ikke en stor ændring på det ydre plan – Tim Cook har stået for driften gennem længere tid.

Men alligevel et meget stort og vigtigt symbolsk skridt.

Et skridt der har berørt mig og mange andre meget, fordi det klart signalerer at Steve Jobs er ved at være ved vejs ende.

Men det fik mig til at tænke over: Hvorfor er det, at Steve Jobs fascinerer os så meget?

Hvad er det ved ham, der gør at han har gjort business så spændende og cool?

Jeg tror forklaringen skal findes i de to historier, som vi stort set alle har kørende parallelt inde i hovedet.

Den ene historie siger, at man skal følge sit hjerte, gøre hvad der er sandt for én, kunne stå inde for de ting, man gør, lave arbejde af ordentlig kvalitet, kæle for detaljen, bruge tid på at gøre tingene ordentligt, og lave produkter, der gør verden til et bedre sted at være, produkter, der giver os et smil på læben, produkter, vi kan være stolte af. Og når man gør det, så burde man også blive belønnet af samfundet og markedet… Lad os kalde den for drømmerens historie.

Men her kommer den anden historie så ind.

Det er kynikerens historie, og den siger at sådan er verden desværre ikke indrettet. For at klare sig må man skære nogle hjørner, for folk er ikke villige til at betale for kvalitet. Billigt skrammel er hvad de efterspørger. Og alle de andre snyder jo også, så hvis ikke vi selv er villige til at snyde lidt, så kan vi ikke klare os i konkurrencen og så går vi under, og så er vi jo ikke til gavn for nogen. Man er også nødt til at manipulere og spille på frygt for at kunne klare sig, for de gør de andre også. Man kan heller ikke lave de produkter og ydelser, man selv gerne ville købe. Man er nødt til at sætte sig selv til side og bare lave hvad markedet efterspørger. Hvis man vil klare sig på det rå og brutale marked, er man nødt til at sælge sin sjæl, i hvert fald en lille smule. Det er ikke sådan det burde være, men det er sådan det er. Get over it!

Begge historier kører parallelt inde i vore hoveder. Nogen gange ser vi en historie i nyhederne om en virksomhed, som laver nogle fede produkter og spiller fair, og som også bliver belønnet for det. Det bekræfter “drømmerens” historie, og vi bliver glade, men også lidt triste, fordi historien som regel bliver præsenteret som noget unormalt og uholdbart, og subteksten er at lige om lidt kommer der nok et stort firma og spiser deres frokost, for selvfølgelig kan de ikke overleve på dén måde i en kold og kynisk verden.

Og sekundet efter kommer der en historie om bankdirektører der får udbetalt bonuser af de skattepenge, vi lige har givet dem i bankpakken, om korrupte politikere, eller om kapitalfonde der samvittighedsløst tømmer endnu et selskab for penge og efterlader tusindvis af medarbejdere uden et job. Og så bliver “kynikeren” atter en gang bekræftet. Det er trist, men det er sådan det er. Og vi kan rationalisere hvorfor vi ikke selv gør os mere umage end vi gør.

Jeg tror at én af grundene til at vi er så fascinerede af Steve Jobs og Apple og deres succes – ikke mindst efter de er blevet så store at de er et hårsbredde fra at være verdens største firma i verden overhovedet – er at de er beviset på at man kan lykkes ved at følge drømmerens historie.

De bliver oprejsningen på al den uret, vi ubevidst føler der er blevet gjort mod os gennem så mange år, hvor vi er blevet proppet med historier, der strider imod vores hjertes stemme.

Og det føles godt!

Steve Jobs er beviset på at det ikke bare lønner sig at følge sin sandhed, men at det oven i købet kan være vejen til at vinde over alle dem, der går kynikerens vej.

Og dét er fandeme et budskab der er værd at fejre. Så det gør vi.

Og når man har kontakt med sin egen sandhed, så har man også adgang til den styrke, der skal til for at holde fast, også når der er modstand og det er svært.

Igennem årene har Steve Jobs holdt fast i sin vision og sine værdier, selvom der har været et kæmpe pres for at afvige dem.

Som John Sculley – den mand, der tilbage i 1985 var med til at smide Steve Jobs ud af Apple – for nylig har udtalt om Steve Jobs: “The same principles Steve is so rigorous about now are the identical ones he was using then. Now he’s a lot wiser and a better business executive.” Sandheden er den samme.

I mange år havde Mac en markedsandel på bare 5 Og uanset hvor gode deres computere var, så rykkede deres markedsandel sig ikke en tøddel. De fleste sagde at deres forretningsmodel med integreret hardware og software havde vist sig ikke at være bæredygtig i konkurrencen med Microsoft, hvor hardware og software er adskilt, men Steve Jobs holdt fast. Han nægtede at gå på kompromis med kvaliteten, og han kunne ikke garantere for kvaliteten på anden måde. Han troede på at deres model ville virke i et marked, hvor de ikke var oppe mod et monopol. Og med iPod’en fik han bevist det.

Her er et klip fra en presse-konference, hvor en journalist fra CNET spørger Steve Jobs om deres mål er at overtage PC’en i markedsandel.

Steve svarer:

“I’ll tell you what our goal is. Our goal is to make the best personal computers in the world, and to make products we are proud to sell, and would recommend to our family and friends. [...] I have to tell you there’s some stuff in our industry that we wouldn’t be proud to ship. That we wouldn’t be proud to recommend to our family and friends. And we can’t do it. We just can’t ship junk. There are thresholds we can’t cross because of who we are.”

Kynikeren vil sikkert sige at det er bare noget han siger til pressen, fordi det lyder godt. Det er hvad vi er vant til. Folk siger noget udadtil, men indadtil kommer sandheden frem. Ikke her.

There is no secret…

Og det fascinerende er netop, at hemmeligheden er at der ikke er nogen hemmelighed. Hemmeligheden er, at manden tør gå den vej, der er sand, og blive på den, selvom alt omkring ham skriger ham i hovedet at han tager fejl. Og hvem ved, måske han også kender kynikerens stemme indefra. Mon ikke han gør det? Og hvis han gør, så har han valgt ikke at følge den. Og det kræver mod. Der er ikke nogen hemmelighed. Det er “bare” at gøre hvad der er åbenlyst sandt, også når det er svært. Rigtig svært.

Men Steve Jobs bliver beviset på at det ikke bare kan lade sig gøre at tjene gode penge uden at sælge sin sjæl, men at når det bliver gjort rigtigt, så er det faktisk uovervindeligt.

Se på deres konkurrenter. De aner slet ikke hvordan de skal gribe det an, for de har forlængst afskåret dem selv fra deres sandhed, deres evne til sand innovation. Der er ingen, der har været i stand til at lave en værdig konkurrent til iPad’en, selv halvandet år efter den kom på markedet. Verdens største producent af PC’er, HP, har besluttet helt at forlade forretningsområdet med at producere PC’er og fokusere på enterprise services i stedet. Der er ingen, der kan konkurrere med iPhone på “profit share” – Apple sidder på under 5af markedet for mobil-telefoner, men indkasserer over 50af den samlede profit, der bliver genereret på det marked.

Undtagelse eller udvikling?

Så er Apple’s succes en undtagelse, eller er det et udtryk for en udvikling?

Efter min opfattelse er det en udvikling, der ikke er til at stoppe.

Jeg tror ikke det er tilfældigt at Apple er vokset eksplosivt de seneste år. Jeg tror at verden mere og mere har fået øjnene op for, og mere og mere kræver, at de produkter, vi konsumerer, lever op til en højere standard.

Internettet sparker i høj grad til dén udvikling. Nyheder om fantastiske (og elendige) produkter kan sprede sig lynhurtigt, og vi lader os ikke spise af med crap, ganske enkelt fordi vi er bedre informerede.

For mig at se er det et spørgsmål om at den rene, sande energi taler til os. Den taler til os gennem renheden. Sandheden. Klarheden. Troværdigheden. Enkelheden.

Når folk har fat i deres sandhed, som udspringer af hjertet og intuitionen, og som Steve Jobs så smukt taler om i sin Stanford Commencement Address fra 2005 (transkription), så kan vi andre mærke det, og så responderer vi. Vi føler os tiltrukket af det, fordi vi kan fornemme energien bag det. Ikke i metafysisk forstand, men i helt konkret forstand. Vi kan mærke at “der er nogen hjemme”, og det gør os trygge, og vi higer efter det.

Vi skal ikke længere skabe produkter, ud fra hvad “markedet” efterspørger. Måden man skaber magiske produkter på er ikke ved at spørge folk, hvad de har brug for, hvad de ønsker. Der var ingen, der havde bedt om Twitter før det fandtes. Der var stort set ingen, der efterspurgte søgemaskiner, da Google kom på banen. Magiske produkter opstår, når vi får opfyldt et behov, vi ikke vidste, vi havde. Det kræver at vi sanser indad, mærker hvad der er sandt for os selv, og finder styrken og modet til at forfølge det, også selvom folk omkring os siger noget andet.

Det betyder ikke at vi skal være naive omkring det. Selvfølgelig skal vi være bevidste om hvor mange andre, der har det samme behov. Hvordan vi kan producere det og få produktet ud til vores marked. Hvordan det passer ind med hvad der ellers er på markedet. Den praktiske virkelighed som det her produkt skal indgå i.

Men kilden til skabelsen af produktet kommer fra hjertet, fra intuitionen, fra sansningen – ikke fra markedsundersøgelser og analyser, ikke fra hovedet.

Vi skal skabe produkter, der klinger sandt, produkter der kommer fra kilden. Når vi gør det, har vi muligheden for at tiltrække dem, der svinger på samme frekvens, dem, der er tiltrukket af den samme kilde. Derved kan vi samle et publikum, der har en vis indre sammenhængskraft, et fællesskab. Og så vil de også trække os mere i samme retning, når vi spørger dem om deres mening – hvad vi selvfølgelig stadig skal.

Og når jeg siger “kilden”, så mener jeg ikke at his Steveness sidder i lotus-stilling med røgelse og spørger guderne hvordan farven på SMS-knappen på iPhonen skal være. Men at han er bevidst om at han ikke skal tænke sig til svaret, men mærke efter hvad der føles rigtigt. For vi har adgang til en så meget større skaberkraft, når bare vi tør inddrage den.

Og tiden er til at inddrage den nu. Vi har ikke tid til at vente.

Vil du være med?

Det håber jeg.

I mellemtiden: Husk at skrive til mig!

Har Steve Jobs inspireret dig i DIT liv?

Kan du huske hvornår DU opdagede Apple og deres produkter og hvordan de føles?

Hvad er DIN sandhed?

Continue Reading

Der er et skønt og inspirerende interview med Henrik Vibskov i seneste nummer af COVER fra august 2011. Han fortæller historien om hvordan han skaber bedst, når tingene går galt, og han er bagud.

“Jeg får lidt et kick, når tingene går galt. Hvad gør vi? Vi har 20 minutter, og vi har ikke en skid. Der sker tit en masse fejl, men i stedet for at bryde sammen over det, kan vi bruge de fejl positivt. Tingene kan tit ende med at blive bedre.”

Og lidt senere:

Og måske er nøglen til at forstå Vibskov slet og ret hans autencitet. Henrik Vibskov er simpelthen bare virkelig meget Henrik Vibskov.

Continue Reading

Det er så dejligt med al den skønne respons på min mail/blog-indlæg i mandags. Jeg satte mig ned søndag aften, efter en god og indsigtsfuld snak med min smukke hustru, og så skrev jeg på 20 minutter den mail, du så. Det har det med at flyde helt naturligt for mig, når jeg er i den rette tilstand. Kender du det?

Og responsen har været fantastisk. Jeg har fået så mange emails, kommentarer, og nye tilmeldte på min liste, og meldingen har typisk været “Ih, hvor jeg kender den følelse så godt fra mig selv”, og “det er det bedste, du nogensinde har skrevet”. Så bliver jeg glad. Meget glad. Og rørt. Meget rørt. Der er ikke noget bedre end at opleve at blive modtaget på den måde – at min personlige oplevelse bliver genkendt og kan bruges som inspiration af andre. Det er en vidunderlig følelse.

Og hvad sker der så?

Så får mit ego selvfølgelig lyst til at holde fast i den følelse.

“Det var fantastisk. Det må jeg gøre igen!”

Så går jeg op i hovedet.

“Hvad var det jeg gjorde? Jo, jeg skrev noget personligt, som …” osv. “Så må jeg gøre det igen.”

Suk.

Problemet er, at vi dybest set ikke véd hvad det var, vi gjorde, der virkede.

Vi tror det er det ydre, formen. Vi tror det var noget, vi gjorde i hovedet. Vi tror det var fordi vi var skide kloge.

Men måske det i virkeligheden var fordi vi ikke gjorde noget. Fordi vores ego vigede pladsen, så noget skabende kunne tage over. Så inspirationen kunne operere igennem os. Så noget, der susede rundt i universet omkring os, og ønskede at blive realiseret, kunne realisere sig selv gennem os. Vi blev til en slags radio for et signal, der lod sig tage form igennem os.

Problemet med dét er, at det ikke er noget, vi kan kontrollere. Vi kan kun stille os til rådighed, og håbe at inspirationen kommer. Og hvis den kommer, er det skønt, og hvis den ikke kommen – tjah, så kom den ikke.

Hvis ikke vi er villige til at risikere at inspirationen ikke kommer, så bliver vi bange. Og så er vi nødt til at kontrollere. Og når vi kontrollerer så lukker vi ned. Og når vi lukker ned, sa kan vi ikke længere modtage signalet.

Så er vi udelukkende oppe i vores kranie-hjerne, i vores ego, og det er et så umådelig begrænset sted at skabe fra.

Jeg kom til at tænke på det da jeg så at Google havde købt Motorola for tolv en halv milliard dollars i mandags. Det svarer næsten til hvad Google har tjent i de seneste to år! Det er rigtig mange penge.

Når jeg ser på Google, så kan jeg genkende Microsoft fra de seneste 10-15 år. Der er ingen hjemme. De er 100% oppe i deres kranie-hjerne, i deres ego.

Det er lidt ligesom de store religioner: Oprindelig var der en reel skabelse, en reel spirituel indsigt. Microsoft var en inspireret skabelse. Bill Gates er et geni, og havde hul igennem til en helt særlig kilde, da han skabte Microsoft.

Google er det samme. Larry Page og Sergey Brin havde en stor indsigt da de opfandt “PageRank”, og universet ville at de skulle skabe deres eget. De prøvede at sælge deres opfindelse til Yahoo, Altavista, og de andre store, men de ville ikke købe. Så fandt de en mand, Andy, der skrev en check til “Google, Inc.” på $100.000 lige på stedet, og så blev de nødt til at stifte et selskab i en fart, inden checken udløb (Andy’s $100.000 blev siden hen $1,7 milliard værd!).

Men over tid, så glemte både Microsoft og Google hvor de kom fra, og hvad der havde gjort dem store og særlige. I dag er de begge kedelig, livløse ego-drevne maskiner, der lever af deres monopoler, mens de desperat forsøger at konkurrere med alle omkring dem. Google konkurrerer med Facebook, Microsoft, og Apple, og de har travlt med at kopiere, fordi de har glemt hvordan de skaber.

Her er en historie fra Google’s tidlige dage:

bq. Google chef Charlie Ayers ran the main party suite, which was nicknamed Charlie’s Den. One year, they put it next to Larry Page’s room as a joke. Page does not drink, and once told Ayers that “My mind is money, and that kills the brain.”

Larry Page tror åbenbart at det er i hans kranie-hjerne at magien bor. For mig er det ret tydeligt på hvad der er sket med Google siden deres IPO i 2004 at han tager fejl.

Det minder mig om Daniel Gilbert’s bog Stumbling on Happiness (se også hans TED talk her…). Bill Gates, Larry Page, og Sergey Brin snublede tilfældigvis over en skabelse, og så troede de at det var noget de gjorde, som i deres ego. Fordi det er deres eneste reference-ramme. Du ser hvad du tror på. Overbevisninger dikterer din virkelighed.

Apple, til gengæld, véd udmærket hvordan man skaber og innoverer. Steve Jobs har været på en spirituel udviklingsrejse i Indien som ung, og han er erklæret buddhist. Jeg tror ikke det er tilfældigt. De har bevist igen og igen at de er i stand til at gå egne veje og skabe nyt.

Den her lukken-ned for skabelsen er noget, der har det med at komme snigende. Langsomt bliver vi mere komfortable. Vi får hus og hjem. Vi får rutiner. Vi bliver lidt sat. Og så glemmer vi at leve i det kaos, der er nuet og skabelsen. Vi mister modet til at leve med usikkerheden. Vi glemmer hvad det var, der i virkeligheden gav os glæde.

Jeg kender det i dén grad selv. Jeg havde opbygget en familie og et liv med hus og børn og bil og naboer over hækken. Det giver tryghed, identitet. Drømmen om kernefamilien er noget, der ligger dybt i os. Men det var ikke rigtigt for mig, og tro mig, når jeg siger, at det krævede stort mod at bryde med det. I over et halvt år har jeg ikke haft noget hjem. Jeg har boet i forskellige fremlejer eller hos min mor, og jeg har levet i usikkerhed på alle planer. Og det har fandeme været hårdt.

Men det har også været enormt udviklende og rigtigt, og det har bragt mig tilbage til et sted, hvor jeg er i live på en helt anden måde. Til en tilstand, jeg havde glemt i al den falske ligusterhæk-tryghed.

Jeg siger ikke at du er nødt til at bryde din familie op for at kunne skabe. Slet slet ikke. Det jeg siger er, at du er nødt til at gøre dig fri af trangen til falsk tryghed.

Der findes ikke tryghed, og trangen til at føle dig sikker får dig til at lukke i for din skaberkraft.

Jeg faldt over et interview med modedesigneren Henrik Vibskov i august-nummeret af COVER i går. Han er det mest vidunderlige menneske og én af de mest skabende tøj-kunstnere der findes.

I interviewet fortæller han om åbningen af deres butik i New York. Fem dage før åbningen finder de ud af at deres container med al inventaret ikke kan nå at komme frem. Så på flyet på vej derover må Vibskov komme på noget helt nyt. Så snart han er landet tager de ned i tømmerhandlen, og dagen efter er han selv i gang med at bygge butikken op sammen med de andre og en tømrer der tilfældigvis er nabo. Og resultatet bliver meget bedre end det, de oprindelig havde planlagt.

Som Shekhar Kapur siger:

“Out of the emptiness comes a moment of creativity” “Get of of your mind and into the universe… that’s were true creativity lies”

Men hvor er det bare noget, der går imod alt hvad vi har lært. Det går imod samfundet, kulturen, hvad vi lærte i skolen, hvad vores forældre lærte os, hvad vi ser at alle omkring os gør.

Og netop derfor er det så værdifuldt, når nogen går imod strømmen.

Apple er det eneste større tech-firma, der har forstået det. De er muligvis det ensete større firma overhovedet, der forstår det. Og de er nu meget tæt på at være det største firma i verden. I sidste uge var de for en stund det største firma i verden. Så det er ved gud noget, der er penge værd.

Vi er et sted i verden i dag, hvor vi higer efter det, der er sandt og rent, inpsireret, fri for støjende ego. Der er så lidt af det, så når vi endelig støder på det, bliver vi draget i en helt uimodståeligt grad.

Ja, gu er det svært. Men samtidig er det jo også nemt, når vi indser at det ikke er os, der skal skabe det, men at vi bare skal tillade skabelsen at bruge os. Så er det næsten som at få fri. Så skal vi bare være. Og hvis det kommer – fedt! Og hvis ikke det kommer, så prøver vi igen i morgen. Det er alt hvad vi kan gøre. I tillid til skabelsen.

Men det sjove er at jo mere vi møder og, og jo mere vi har tillid til at inspirationen og skabelsen kommer, jo mere tror skabelsen på os, og jo mere dukker den op når vi beder om det.

Har du selv oplevet et magisk skabende øjeblik? Hvad skete der?

Og hvad skete der bagefter? Prøvede du at holde fast og få det til at ske igen? Lykkedes det? Hvad skete der?

Fortæl, fortæl, jeg vil så gerne høre fra dig.

Mange kærlige hilsener
//Lars

Continue Reading

Kender du det med at have følelsen af at du hører hjemme på et meget højere plan end dér hvor du opererer lige nu?

At du spiller for lille. Sælger dig selv for billigt.

I fredags spiste jeg frokost med en fantastisk kvinde, som jeg var så heldig at have som dansklærer i første til fjerde klasse. Hendes navn er Edit, og hun er psykolog og coach, og ét af den slags mennesker, som man inderligt ønsker for ens børn at de må få som skolelærer.

Én der ser børnene. Der bruger mere tid på at anerkende end på at skælde ud. Der tror på børnenes evner og hjerte. Hun har betydet uendelig meget for mig i mit liv. Og selvfølgelig holdt hun ikke i skolesystemet. Der var ikke plads til hendes visdom. Hun måtte ud.

Men i fredags så jeg hende igen, og hun så på mig og sagde: “Lars, det her skal være meget større end du går og tror.”

Den sad jeg lidt og mærkede på. Og så kunne jeg godt fornemme hvad hun mente.

Der er et firma i San Francisco, som jeg har luret lidt på i noget tid. De er blevet ved med at dukke op for mig, og jeg har haft en fornemmelse af at jeg skulle noget med dem. Så fandt jeg ud af at de har kontor på etagen lige over mit kontor. Og jeg fik en email fra en recruiter fra dem. Og andre små ting.

Det er stiftet af Jack Dorsey, der også har stiftet Twitter. Og jeg føler at jeg skal et eller andet med dem, uden at jeg helt véd hvad.

Men jeg har en stemme i mig, der siger: “Mig? De kan da ikke bruge mig til noget. De har så meget succes og så meget styr på det, at der er da ikke noget, jeg kan bidrage med. Og hvad nu hvis jeg sidder dér og jeg ikke har noget at sige? Det vil være forfærdeligt. Jeg må hellere holde mig væk.”

Men samtidig har jeg det sådan, når jeg er helt ærlig overfor mig selv, og ingen kigger, at jeg godt véd at selvfølgelig er det det plan, jeg hører hjemme på. Selfølgelig er det det niveau, jeg skal spille på. Der er ikke skyggen af tvivl i mig.

Og alligevel holder jeg igen: “Jeg skal jo først lige skrive min bog og skabe mig et navn i USA og så skal jeg arbejde mig op stille og roligt, indtil jeg har gjort mig fortjent og klar til at kunne spille på det plan.”

Det er som om jeg venter på en voksen (far) skal komme og se mig og sige: “Det er fint, min søn, du kan sagtens. Du er god nok (til det). Jeg tror på dig.”

Samtidig med at det jo er en falsk beskedenhed. For en del af mig véd godt at det er bullshit. “Hvad taler du om, kammerat? Du er klar. Se at komme afsted.”

Men den falske beskedenhed spiller lille i håb om at nogen udefra kommer og sér mig og anerkender mig og giver mig tilladelsen til at indtage min rolle. Ikke fordi jeg egentlig ønsker at indtage dén rolle – det er stadig alt for skræmmende. Men for at jeg kan sole mig i anerkendelsen, i følelsen af at blive set.

Kan du genkende elementer af det spil?

Har du nogen af de samme stemmer indeni?

Jeg tror vi er et sted tidsmæssigt lige nu, hvor det i dén grad er tid til at indtage de roller, der i sandhed er vores. Det er tid til at stoppe de her indre spil og stemmer, og gå den lige vej derhen hvor vi hører til. Ikke mere sovsen rundt i fortiden, i ligegyldigt pjat og udenomssnak. Ikke mere laden os stoppe af frygten.

På et tidspunkt tog Edit fat i mig og kiggede intenst på mig og sagde: “Lars, DU ER FÆRDIG MED DIN FAR!” Ja, men… “Lars, DU ER FÆRDIG MED HAM.”

Ja, hun har jo ret.

Er du klar til at slippe det, der er din historie, din fortid, din smerte, alt det, der har fået dig til at spille lille, alt det, der har forhindret dig i at være dig selv og gå den vej, der er din?

Så lad os gøre det sammen.

For jeg fornemmer i dén grad at tiden er inde til at vi skal arbejde sammen.

Vi har været nok alene nu, og vi har kæmpet nok for at rydde op i mørket.

Det er tid til at give slip på alt det tunge og mørke. Det er tid til at gøre os fri af alle dem, der ikke vil fremtiden, det lette, lyse, legende, skabende. At sige farvel til alle dem, der – uanset af hvilken grund – insisterer på at hænge fast i mørket og fortiden. Vi er nødt til at slippe det gamle, for at der kan være plads til det nye.

Og dem af os, der vil lyset og fremtiden, det er tid til at vi nu arbejder sammen, hjælper hinanden, trækker i samme retning, går vejen sammen, i lethed og sjov og leg og kærlighed – og benhårdt arbejde, hvor vi går ind dér, hvor vi skaber fra det allermest værdifulde men også sårbare sted.

Hvis det her vækker genklang hos dig, så skriv til mig. Jeg vil så gerne høre fra dig. Jeg tror på at det er vigtigt at vi er sammen her.

Continue Reading

For tre år siden sad jeg på en strand i Indien og var ved at starte et firma – Dusørjob – sammen med to andre gutter (der begge hed Jesper!).

Og jeg sad og læste i en selvudviklingsbog, og overvejede at tage en coachuddannelse, og jeg tænkte ved mig selv:

“Når jeg får succes med det her Dusørjob, så vil jeg gøre noget ved formidlingen af selvudvikling, så det bliver mere appetitligt for sådan én som mig.”

Og så tænkte jeg:

“Hm, måske jeg skulle gøre det nu, og ikke vente til jeg får succes med det andet!”

Fast-forward til sommer 2010, og her sidder jeg fandeme igen.

Det, jeg i virkeligheden vil er, at formidle selvudvikling på en ligefrem, ærlig og vedkommende måde, uden gimmicks og fluff og behov for at købe ind i en kult. På engelsk til et globalt marked.

Det, jeg laver, er at sælge viden om markedsføring og online kursusvirksomhed. På dansk til et dansk marked.

D’oh!

Jeg skrev oven i købet om det i april måned sidste år, da vi lancerede Sofia’s Circle, hvor vi lagde ud med en video om Sofia’s bror, der døde, og mindede os alle om at vi skal bruge livet på det, vi i virkeligheden vil, mens vi har det.

Hvor fattesvag kan man være?

Temmelig fattesvag, åbenbart.

Der er en skøn bog, der hedder The War of Art, der taler om “The Resistance”. Det er en bog, jeg giver til deltagerne på min Mastermind i starten af forløbet, fordi pointen er så vigtig.

“The Resistance” (modstanden) er vores krybdyr-hjerne, der er bange for forandringer, bange for at tage chancer. Og den er rigtig dygtig til at gøre alle mulige ting for at få dig til at holde dig hvor du er. Den er listig, er den. Den får dig til at komme med undskyldninger, bortforklaringer, sygdomme, og mest af alt, rationaliseringer. “Jamen jeg er jo nødt til at tjene nogle penge først.” “Jamen, man kan jo ikke bare kaste sig ud i det uden sikkerhedsnet.” “Jamen jeg er nødt til at læse 30 bøger og tage på 15 kurser til, før jeg er klar.”

Bullshit!

Kig dig selv i spejlet. Helt seriøst. Gå hen til spejlet på badeværelset eller i gangen eller i klædeskabet, eller hvor du nu har et spejl. Se dig selv ind i øjnene. Og spørg:

“Hvis i dag var den sidste dag i mit liv, ville jeg så stadig gøre det, jeg har tænkt mig at gøre i dag?”

“Er det jeg gør her det, jeg virkelig, virkelig vil bruge mit liv på?”

De fleste af os gør ting, fordi vi tror det fører os til det, vi (tror vi) vil. Præcis som du hørte mig sige for 3 et halvt år siden:

“Når først jeg får succes med Dusørjob, så har jeg tiden og pengene til at lave det her selvudvikilngs-noget, som jeg egentlig gerne vil.”

Problem nr. 1:

Hvad hvis du ikke får succes med dit Dusørjob i første hug? Er du villig til at blive ved og ved med det, du ikke virkelig vil, i håb om at succesen kommer, så du kan komme til at lave det, du virkelig vil?

Problem nr. 2:

Hvad hvis det viser sig at du ikke i virkeligheden vil den her ting, som du tror, du vil? Det er bare en drøm, en illusion. Du vil drømmen, men ikke virkeligheden.

Så kan du gå et helt liv og drømme om det, uden at vide, at det var en illusion. Og måske den sande drøm ligger et sted ligefor og venter på dig? Men du fandt aldrig ud af det, fordi du jagtede en fantom-drøm.

Tro ikke, at det ikke sker. Det kunne også ske for dig.

Så brug sommeren her på at tænke over hvad du virkelig, virkelig vil, og om det, du laver i dag, nu også er det.

Hvis ikke, så er det tid til en ærlig snak med dig selv.

Og her er et clue: At finde din sande drøm, passion, din livsbane, som Paolo Coelho ville kalde den, er en opdagelsesrejse. Det er ikke noget, du finder på, og prøver at puste liv i.

“If you haven’t found it yet, keep looking and don’t settle. As with all matters of the heart, you’ll know it when you find it.” (Steve Jobs)

God sommer!

Kærligst
//Lars

Continue Reading

Indsigt: Det er lettere at hæve priserne på et abonnement end det er at sænke dem.

Hvis du sænker prisen, er du nødt til også sænke prisen for alle dine nuværende kunder. Og så skal du finde dig i at opleve et alvorligt dyk i din omsætning. Og det er de færreste gearet til eller parat til.

Derfor er det bedre at starte lidt lavere, og så hæve priserne, når du kan se at markedet kan bære det. Du kan altid tilbyde nuværende kunder at de kan blive på den gamle pris i en periode, inden den nye slår igennem, som en tak for at de har været loyale kunder gennem længere tid.

Continue Reading