Og jeg sad og læste i en selvudviklingsbog, og overvejede at tage en coachuddannelse, og jeg tænkte ved mig selv:

“Når jeg får succes med det her Dusørjob, så vil jeg gøre noget ved formidlingen af selvudvikling, så det bliver mere appetitligt for sådan én som mig.”

Og så tænkte jeg:

“Hm, måske jeg skulle gøre det nu, og ikke vente til jeg får succes med det andet!”

Fast-forward til sommer 2010, og her sidder jeg fandeme igen.

Det, jeg i virkeligheden vil er, at formidle selvudvikling på en ligefrem, ærlig og vedkommende måde, uden gimmicks og fluff og behov for at købe ind i en kult. På engelsk til et globalt marked.

Det, jeg laver, er at sælge viden om markedsføring og online kursusvirksomhed. På dansk til et dansk marked.

D’oh!

Jeg skrev oven i købet om det i april måned sidste år, da vi lancerede Sofia’s Circle, hvor vi lagde ud med en video om Sofia’s bror, der døde, og mindede os alle om at vi skal bruge livet på det, vi i virkeligheden vil, mens vi har det.

Hvor fattesvag kan man være?

Temmelig fattesvag, åbenbart.

Der er en skøn bog, der hedder The War of Art, der taler om “The Resistance”. Det er en bog, jeg giver til deltagerne på min Mastermind i starten af forløbet, fordi pointen er så vigtig.

“The Resistance” (modstanden) er vores krybdyr-hjerne, der er bange for forandringer, bange for at tage chancer. Og den er rigtig dygtig til at gøre alle mulige ting for at få dig til at holde dig hvor du er. Den er listig, er den. Den får dig til at komme med undskyldninger, bortforklaringer, sygdomme, og mest af alt, rationaliseringer. “Jamen jeg er jo nødt til at tjene nogle penge først.” “Jamen, man kan jo ikke bare kaste sig ud i det uden sikkerhedsnet.” “Jamen jeg er nødt til at læse 30 bøger og tage på 15 kurser til, før jeg er klar.”

Bullshit!

Kig dig selv i spejlet. Helt seriøst. Gå hen til spejlet på badeværelset eller i gangen eller i klædeskabet, eller hvor du nu har et spejl. Se dig selv ind i øjnene. Og spørg:

“Hvis i dag var den sidste dag i mit liv, ville jeg så stadig gøre det, jeg har tænkt mig at gøre i dag?”

“Er det jeg gør her det, jeg virkelig, virkelig vil bruge mit liv på?”

De fleste af os gør ting, fordi vi tror det fører os til det, vi (tror vi) vil. Præcis som du hørte mig sige for 3 et halvt år siden:

“Når først jeg får succes med Dusørjob, så har jeg tiden og pengene til at lave det her selvudvikilngs-noget, som jeg egentlig gerne vil.”

Problem nr. 1:

Hvad hvis du ikke får succes med dit Dusørjob i første hug? Er du villig til at blive ved og ved med det, du ikke virkelig vil, i håb om at succesen kommer, så du kan komme til at lave det, du virkelig vil?

Problem nr. 2:

Hvad hvis det viser sig at du ikke i virkeligheden vil den her ting, som du tror, du vil? Det er bare en drøm, en illusion. Du vil drømmen, men ikke virkeligheden.

Så kan du gå et helt liv og drømme om det, uden at vide, at det var en illusion. Og måske den sande drøm ligger et sted ligefor og venter på dig? Men du fandt aldrig ud af det, fordi du jagtede en fantom-drøm.

Tro ikke, at det ikke sker. Det kunne også ske for dig.

Så brug sommeren her på at tænke over hvad du virkelig, virkelig vil, og om det, du laver i dag, nu også er det.

Hvis ikke, så er det tid til en ærlig snak med dig selv.

Og her er et clue: At finde din sande drøm, passion, din livsbane, som Paolo Coelho ville kalde den, er en opdagelsesrejse. Det er ikke noget, du finder på, og prøver at puste liv i.

“If you haven’t found it yet, keep looking and don’t settle. As with all matters of the heart, you’ll know it when you find it.” (Steve Jobs)

God sommer!

Kærligst
//Lars

Og hvis man kan undgå at betale for tingene, så gør det jo ikke noget, så vi havde spurgt Tivoli om de ville forære os billetter og turpas, mod at vi skrev en anmeldelse af fyrværkeri-showet på Børn i byen. Det fik vi.

Så da Caroline skrev den anmeldelse, var hun selvfølgelig tilbøjelig til at skrive noget pænt – man vil jo gerne inviteres igen, ikke? Husk altid at lede efter historien bag det, du læser i medierne.

Mens ungerne var med farmor og Caroline i Den Flyvende Kuffert stod jeg og fik en snak med Tivoli-manden dér.

Han kunne fortælle at Tivoli nu var nede på kun tre fyrværkerishows i løbet af sæsonen: Til åbningen, til fødselsdagen, og den sidste aften.

Hvorfor det? Fordi den gamle fyrværkerimester var gået på pension og den nye ikke havde helt så meget erfaring. (Og nu får han det så heller aldrig.) Og sidste år gik det galt.

En “orm” – sådan et stykke fyrværkeri, der snurrer rundt i store cirkler, ramte en raket, der skiftede retning, så den fløj ned mod jorden og ramte en gæst.

Det fik kommunen til at indføre et generelt forbud mod fyrværkeri. Der var vistnok også noget med klager fra naboerne, der hjalp med på beslutningen.

Men her mellem jul og nytår har de fået lov at lave fem shows ved at kalde det en fyrværkeri-festival!

Så den 26. var der 70′er-tema, både i musik og fyrværkeri. Den 27. var det 80′er-tema. Så 90′er-tema. Så 0′er-tema. Og til sidst “Happy New Year 2010″ den 30. december (lidt på forskud).

Når det er en festival, så kan de få dispensation.

Der er altid en historie bagved, og det kan altid betale sig at lede efter den – om ikke andet, så for sportens og træningens skyld.

Godt nytår!

Og her er cluet: Gennembruddet kommer altid efter at jeg har identificeret og konfronteret en frygt. Det viser sig at den frygt, som jeg ikke var bevidst om, var “proppen”, der holdt mig tilbage, og så snart den er væk, så kommer der hul igennem igen.

Se med her:

Har du selv oplevet tilsvarende? Hvad gør du?

Jeg kan også varmt anbefale at se den i Benny Hillifier-versionen.

Også værd at se er deres making of-video.

Det er mest af alt bare en cool video, men hvis der skal være en pointe, så må det være værdien af at lave noget virkelig spektakulært cool, der fanger folks opmærksomhed. Jeg ved ikke om de er blevet rige på det, men de har i hvert fald fået en del opmærksomhed!

Men vi gjorde noget andet: Vi testede systematisk hvorvidt det var bedst at sidde forrest, i midten, eller bagerst i de forskellige rutsjebaner.

Jeg kan afsløre at det er klart bedst at sidde forrest i Dæmonen, og bagerst i den gamle rutsjebane.

Vi testede også forskellige førere på den gamle rutsjebane (hvor der er en fører, og hvor føreren virkelig kan gøre en forskel). Og Mark testede om det var bedre med lukkede øjne på Dæmonen (det var anderledes, hverken bedre eller værre).

Jeg elsker systematik og semi-videnskabelighed.

Jeg føler mig stort set altid træt når jeg vågner. Og på et eller flere tidspunkter i løbet af dagen. Jeg har en drøm om at vågne op uden at være træt. Det er nogen gange sket for mig i korte perioder -en, måske op til tre uger. Så kommer der en rejse i vejen.

Jeg prøver at tilnærme mig det ved at prøve at sove lidt mere – 8 timer. Men det lader til at mindre er bedre. 5-6 timer ser ud til at være det, der gør mig mindst træt.

Søvn er en mærkelig størrelse. Jeg har endnu ikke knækket koden.

Hvor meget søvn er optimalt for dig? Hvor meget har du gjort ud af at eksperimentere med det?

Det er noget, som både Southwest Airlines og Zappos er rigtig gode til.

Her er en historie fra Southwest. Herb Kelleher er direktøren.

Kelleher received another letter of complaint, this time fro a San Diegan who threatened never to fly Southwest again because the on-board lav had the toilet paper roll installed upside down with the loose end coming over the top! He complained, “If Southwest is so careless with the installation of its toilet paper, how can I possibly trust its maintenance?” Kelleher wrote back, “What the hell were you doing upside down in our lavatory?” The response was a big hit with the customer, who was less surprised by the response than by the act that kelleher himself had read his letter and responded.

Jeg elsker den historie som et eksempel på hvordan du kan håndtere dine kunder med humor og respekt på samme tid.

Tyra er leder af plejehjemmet “Lotte”, og det gør hun ganske anderledes end de fleste.

Hun danser til sin egen pibe. Hun gør det, der er rigtigt.

Og så er hun samtidig skarp i pæren, har god humor, og er en vidunderlig taler.

Gør dig selv den tjeneste at se Tyra Franks bevægende og morsomme tale nu med det samme.

Det er selvfølgelig galt nok i sig selv. Men det større perspektiv her er vores afhængighed og ansvarsforflygtigelse.

Werner Erhard fra EST plejede at sige, at de fleste mennesker går rundt med navlestrengen i hånden og leder efter et sted at stikke den ind!

Vi mennesker har et uudslukkeligt behov for at lægge ansvaret fra os. At lægge magten i vores liv over i andre mennesker. I gud, i staten, i systemet, i samfundet. Giv os en uddannelse, fortæl os hvad vi skal studere, giv os et job, eller giv os dagpenge, hvis der ikke er nogen der kommer og giver os det job, vi allerhelst vil have.

Som iværksætter og selvstændig går du imod størrem og tager ansvar for dit eget liv. Ikke kun for virksomheden, men for alt i dit liv.

Og det er en proces at lære at gøre det i fuld udstrækning, fordi tendensen med at ville lægge ansvaret over på nogen andre sidder så dybt i os – både fra vores kultur, og i vores almen-menneskelige psykologi.

Når krisen kradser, så er det dit ansvar at finde ud af hvordan du vil tackle det. Det er dit ansvar at finde en måde at leve på i den nye økonomi, der er ved at vise sig. Det er dit ansvar at sørge for dit nærmiljø, i stort som småt – din arbejdsplads, dit hjem, din familie – og ja, også vores fælles parker!