Okay, jeg kommer let til at lyde som en sur gammel gnavpotte her. Men jeg faldt over den her artikel i Politiken i dag om at folk efterlader affald – cigaretskod, pizzabakker, ølkapsler, osv., i et omfang som aldrig før, i vores offentlige parker og pladser. Udgiften er steget til 230 millioner kroner om året bare for at rydde op efter os. Penge, der kunne bruges til skoler, ældrepleje, osv.
Det er selvfølgelig galt nok i sig selv. Men det større perspektiv her er vores afhængighed og ansvarsforflygtigelse.
Werner Erhard fra EST plejede at sige, at de fleste mennesker går rundt med navlestrengen i hånden og leder efter et sted at stikke den ind!
Vi mennesker har et uudslukkeligt behov for at lægge ansvaret fra os. At lægge magten i vores liv over i andre mennesker. I gud, i staten, i systemet, i samfundet. Giv os en uddannelse, fortæl os hvad vi skal studere, giv os et job, eller giv os dagpenge, hvis der ikke er nogen der kommer og giver os det job, vi allerhelst vil have.
Som iværksætter og selvstændig går du imod størrem og tager ansvar for dit eget liv. Ikke kun for virksomheden, men for alt i dit liv.
Og det er en proces at lære at gøre det i fuld udstrækning, fordi tendensen med at ville lægge ansvaret over på nogen andre sidder så dybt i os – både fra vores kultur, og i vores almen-menneskelige psykologi.
Når krisen kradser, så er det dit ansvar at finde ud af hvordan du vil tackle det. Det er dit ansvar at finde en måde at leve på i den nye økonomi, der er ved at vise sig. Det er dit ansvar at sørge for dit nærmiljø, i stort som småt – din arbejdsplads, dit hjem, din familie – og ja, også vores fælles parker!
Continue Reading