“If you’ve got something to say, say it, and think well of yourself while you’re learning to say it better.”

David Mamet, citeret i Seth Godin’s nye bog, Linchpin.

“If it’s great, let it go. You’ll do fine. If it’s not great, figure out what great is and do that.”

Seth Godin, moderne markedsførings-ekspert, i interview med CDBaby’s Derek Sivers i anledning af hans seneste bog, Linchpin.

Jeg er stor fan af Seth Godin. Han er mest kendt for at introducere begreberne “Permission Marketing” og “Purple Cow”.

“Being able to hire the right people – and keep them – that is the most important talent you can have as an entrepreneur.”

Felix Dennis, blandt de top 10 rigeste self-made britiske entrepreneurs og forfatter til den fremragende bog “How To Get Rich“

Jeg elsker at se på gamle reklamer fra Amerika. Det giver et indblik i drømmene og håbet fra en svunden tid og en kultur, der har påvirket vores egen kultur meget.

Så jeg var lykkelig da jeg fandt The Vintage Ad Browser i dag.

Et site der åbner op for en forunderlig rejse gennem tiden.

Conen O’Brien på hans sidste optræden på Tonight Show:

“Nobody in life gets exactly what they thought they were going to get. But if you work really hard and you’re kind, amazing things will happen.”

Se videoen her

En af de mange psykologiske knapper eller “triggers”, man kan bruge i sin markedsføring, er ærlighed.

Spceielt ærlighed omkring noget negativt, som alle dine konkurrenter prøver at ignorere, men som alle alligevel dybest set godt véd.

Et godt eksempel er “Heart Attack Grill”, der sælger dig med der er værd at dø for.

I love it!

Frank Perdue:

“If you can differentiate a dead chicken, you can differentiate anything”

Jeg læste den har artikel om Shake Shack i New York, hvor jeg spiste burger med min ven Yon, der har kontor lige overfor, for et par måneder siden.

De overvejer nu at udvide til et begrænset antal steder på USAs østkyst – og til mellemøsten.

I mellemøsten bruger det et lokalt firma til at franchise konceptet.

Det firma hedder Alshaya efter stifteren, Mohammed Alshaya.

Hans firma kører franchise for alle de største vestlige mærker i mellemøsten: Starbucks, Dean & Deluca, The Body Shop, Clinique, Topshop, H&M, Office Depot, og mange andre.

Og ikke bare i mellemøsten, men nu også i Rusland og andre lande i Østeuropa.

Imponerende forretning, som jeg ikke anede eksisterede. Jeg vidste ikke at det foregik på den måde, men det giver god mening – de har lokalkendskab, og de har systemer og processer til at håndtere den slags forretning.

Forleden var jeg med familien i Tivoli.

Og hvis man kan undgå at betale for tingene, så gør det jo ikke noget, så vi havde spurgt Tivoli om de ville forære os billetter og turpas, mod at vi skrev en anmeldelse af fyrværkeri-showet på Børn i byen. Det fik vi.

Så da Caroline skrev den anmeldelse, var hun selvfølgelig tilbøjelig til at skrive noget pænt – man vil jo gerne inviteres igen, ikke? Husk altid at lede efter historien bag det, du læser i medierne.

Mens ungerne var med farmor og Caroline i Den Flyvende Kuffert stod jeg og fik en snak med Tivoli-manden dér.

Han kunne fortælle at Tivoli nu var nede på kun tre fyrværkerishows i løbet af sæsonen: Til åbningen, til fødselsdagen, og den sidste aften.

Hvorfor det? Fordi den gamle fyrværkerimester var gået på pension og den nye ikke havde helt så meget erfaring. (Og nu får han det så heller aldrig.) Og sidste år gik det galt.

En “orm” – sådan et stykke fyrværkeri, der snurrer rundt i store cirkler, ramte en raket, der skiftede retning, så den fløj ned mod jorden og ramte en gæst.

Det fik kommunen til at indføre et generelt forbud mod fyrværkeri. Der var vistnok også noget med klager fra naboerne, der hjalp med på beslutningen.

Men her mellem jul og nytår har de fået lov at lave fem shows ved at kalde det en fyrværkeri-festival!

Så den 26. var der 70′er-tema, både i musik og fyrværkeri. Den 27. var det 80′er-tema. Så 90′er-tema. Så 0′er-tema. Og til sidst “Happy New Year 2010″ den 30. december (lidt på forskud).

Når det er en festival, så kan de få dispensation.

Der er altid en historie bagved, og det kan altid betale sig at lede efter den – om ikke andet, så for sportens og træningens skyld.

Godt nytår!

Jeg har stor respekt fro Bruce Schneier.

Han startede med at skrive om kryptologi og computer-sikkerhed på et meget teknisk niveau, inden det gik op for ham at sikkerhed på matematik-niveau er komplet ligegyldig uden at tænke sikkerhed på det sociale niveau også: Du kan have verdens bedste algoritmer, men det er fuldstændig ligegyldigt hvis enhver kan ringe op på telefonen, udgive sig for at være fra teknisk support, og få folk til at udlevere deres brugernavn og password.

Og siden har han bevæget sig endnu længere op til at skrive om sikkerhed på nationalt og internationalt niveau.

Hver gang der er et nyt terror-plot, som f.eks. her i juledagene, så ændrer man reglerne for at beskytte mod det seneste plot. Men det hjælper kun hvis man i ramme alvor tror på at terroristerne planlægger at bruge samme taktik næste gang. Og det gør de selvfølgelig ikke. Plus at tiltagene er hullede som en si.

Alt i alt er det en meget dyr affære, der har meget lille reel effekt, andet end at gå terroristernes ærinde, ved at få os til at indskrænke vores adfærd og tilnærme vores samfund politistater.

Det, der virker mod terrorisme, er usynligt: Det er godt gammeldags politi-arbejde: Efterforskning og infiltration.

Og det er problemet: Politikerne giver befolkningen vil have synlige tiltag, så de kan føle sig sikre, uden reelt at være det.

Læs Bruce Schneiers artikel om den seneste ballade efter juledagsforsøget. Det er et “must-read”. Nu. (Via DF.)